Det har været en underlig dag. Først vågner man for sent pga. en mærkelig drøm man ikke kunne komme ud af. Det næste bliver at man opdager at det sneer - og så lige i starten af april! Så spiser jeg med min gruppemakker og får en påmindelse om at opgaven skal være færdig inden klokken 16. Klokken er 13. Vi skal til at begynde da jeg finder ud af, jeg ikke fik computeren med. Så vi flytter til computerlokalet, hvor vi skriver færdigt og får afleveret. 

Vi aftaler vi skal i biografen og se den nye filmatisering af Snehvide. Lille Spejl På Væggen som den hedder. Filmen har Julia Robberts i hovedrollen og den er underholdende og morsom lige indtil den bliver for plat i slutningen. Prinsen drikker en drik der gør ham til hund og forelsket i Dronningen. Dronningen vil giftes med prinsen, men det får Snehvide og hendes krigeriske dværge spoleret. Snehvide redder dagen og hendes far, man var overbevidst om der var død og borte. Og hun bliver gift med prinsen og begynder at synge og danse sammen med hele kongeriget. Pointen? Den mangler jeg lidt, men sjov det var den da.

Vi kom ud af biografen og min makker gik hjem. Min søster havde haft ringet til mig mens jeg var i biografen, så jeg ringede hende op for at høre, hvad hun ville. Hun fortalte mig at Eva er død. Eva var en kvinde der holdte af børn. Hun arbejdede som pædagog i den børnehave jeg gik i. Troldegården hedder den. Senere åbnede Eva hendes egen børnehave, hvor jeg ind imellem kom ned for at besøge hende. Stedet hed Troldedalen. Hendes hus lå i en stor dal. Der var langt til naboerne. Hun havde tre børn med hendes mand Kaj. Jeg plejede at drille ham med at han var Kaj fra Kaj og Andrea. Det synes han ikke der var særlig sjovt. Hos Eva så jeg film og hun lærte mig at spille hjertefri på computeren og tænke taktisk. Eva holdte sommerfester for gamle ansatte i min børnehave og jeg mødte på et tidspunkt min støttepædagog Karin, som jeg havde været utrolig glad for. Men det var også det sidste jeg så til Karin. Men sidst jeg så Eva havde jeg ikke regnet med der ville være sidste gang. Men i mange år så jeg hende ikke. Jeg hørte hun var gået på pension og besøgte hende engang, hvor jeg tilfældigvis kom forbi på en af mine lange vandreturer. At besøge Eva betød nærvær. Eva var der da min plejefar døde. Jeg kan huske hendes datter kom forbi og hentede mig. Jeg lå på Evas sofa og græd i timevis og hun forsøgte at trøste mig, men det hjalp ikke, jeg ville gerne se min familie. Så jeg blev senere hentet. Men den dag var det svært for min plejemor og den øvrige plejefamilie at vide, hvordan de skulle håndtere at en de havde kær var væk nu. Eva var den eneste til at tage telefonen på det tidspunkt. Min øvrige familie var ikke hjemme. Min plejefar havde gennem min opvækst været min bedste sjæleven. Den perfekte far. Jeg holdt så utrolig meget af ham og ville gøre ham stolt. Da han døde gav jeg mig selv det løfte, at gøre mit bedste for at ære ham. Det er for hans skyld jeg tog en uddannelse og klarede mig igennem den, selvom jeg flere gange var ved at give op.